Upon the lightest lily cheeks

Out of every loss a life is born
As when the deepest tears sojourn
Upon the lightest lily cheeks

As when two raving armies meet
Below the highest mountain peak
The clash of metal does blood seek

And as this sad barbaric trait
That we as humans do awake
Tears us seam by seam

Our ever highest hopes of days
That these sad fears should fade away
should be no more than feral dreams

But if there should no purpose be
How sad this existence it could be
And there would be only night

So in that ever burning light
Lays all the power and the might
One should ever need

And so forgiveness is our strength
That takes us too our greatest lengths
And washes our fears away

And though a river of tears still flows
Like pools of blood in the whitest snow
We never cease to believe

Forkølelses vers

Mit hovede det er fuld af snot,
så meget jeg kunne fylde en hel kaffe kop.

Og øjnene de løber i vand,
min mund er tør som saharas sand.

Jeg nyser, raller, pruster og hoster
så jeg lyder som hele ti fulde matroser.

Jeg sveder og koger, vender og drejer
og en grøn klat snot er det eneste jeg fejrer.

Mine næse den er rug og rød
og jeg kan ikke engang smage mit daglige brød.

Så nu ligger jeg på langs, men er på tværs
alt imens jeg rimer disse snottede vers.

Et glimt....

Jeg har et glimt i øjet, det skærer sig ind gennem den grønne glans og tårene triller langs mine kinbens stramme hud.
De triller langs min nakke, kilder min hud smertende, ned til mine bryster, væder min hud helt igennem, skaber glinsende søer i mine kravebens hulninger, som fortiden kan spejle sig i.

Der har aflejret sig en splint i mig, fra det spejl der til evige tid har været min hårdeste dommer. Der tvinger sig ind mellem mine hjertekamre hvor den skærer i mig ved hvert eneste slag.

Så jeg drukner i mit forsøg på at holde vejret i mørket, for ikke at kunne mærke hvor meget det gør ondt. Mine tårer fylder rummet og jeg ligger roligt i et basin af saltede fortabte drømme.

Søndaghed

Det er et mysterium for mig. Jeg vågner absolut bevidst om, at jeg har fået for lidt søvn, har haft mareridt, mystiske drømme om monstre, en haj og delfin i et svømmebassin på et skib, mig som den uovervindelig heltinde der kæmper mod et eller andet udefiner bart onde, men redder dagen i sidste ende. For at vågne med en hånd der sover, ekstremt ulden hår og den gruende tanke om hvad jeg vil se når jeg står foran badeværelses spejlet. Synet var heldigvis ikke så slemt. Ikke så fremmede.

Sidder med min kaffe og prøver at fordybe mig i mine eksamens tekster om fremmedehed. Hvilket straks henleder mine tanker til at jeg hellere må ringe til min mor. Hun ringer dog et split sekunder der efter til mig og jeg tager telefonen i vished om, at jeg skal hører om hendes fremmedgørelse, med en lille smule dårlig samvittighed knubbet ind under huden. Samtalen kører som forventet og fra almen snak om status, bekræfter hun mine anelser og fører samtalen hen på hendes arbejde, hvor hun i høj grad føler sig fremmedgjort. Og om jeg ikke burde tage tid til, at besøge hende.
Efter at have afsluttet samtalen, læner jeg mig tilbage og spekulerer hvorvidt, det hende selv eller hendes miljø der er årsag til denne fremmedgørelse. Min konklusion kan kun være at det er begge, der er ligevægtige faktorer, der skaber en utilsigtet, ubevidst konvergens i kommunikation, der forsager misforståelser, konflikter og mistænksomhed imellem hende og hendes omverden.

Mine tanker henledes så min nat forinden på arbejde og den form for sociale kommunikation og miskommunikation der har fundet sted gennem alkoholens tåger. Det var en 1001 nats konflikter, store og små. misforståelser, misfortolkninger, pladder, vås, kvinder, mænd, danskere, udlændinge godt påvirkede hele vejen igennem. Med mig som den gæstgivende katelysator, der for natten til at køre på skinner indtil klokken ringer og dørene lukkes.
For første gang i meget lang tid, blev jeg vred, det er et sjældent syn, en sjælden tilstand, netop en tilstand der gør at jeg føler mig fremmede.

Så jeg vågner efter en dårlig nats søvn alene og træt, kan hører at mine etniske naboer holder en god søndagsfest med tilhørende arabisk musik. Det sender mig tilbage til min opvækst i kokkedals ghetto. Duften af krydrede lammekødsgryde i opgangen, mens Gasolin eller Peter Belli kører på fulde hammer fra en lejlighed i opgangen ved siden af.
Mine forældre der ser BBC, Ariane, Rune og de andre børn som råber "Esther det er mig der står nede i gården og råber, kommer du ikke ud og leger" og mig der stikker hovedet ud af altanen, for at styrte ned ad trapperne. Havde fundet en teknik hvor jeg greb fat i rælingen og væggen, så kunne jeg springe alle trapperne over, flyve ned til stuen.
Den ældre tyrkiske bedstemor, som sad og altid holdt øje med alle børnene.

Jeg har aldrig kendt andet end fremmedhed, etnicitet og diversitet. I min verden findes der ikke noget os og dem. Der er kun os.
Jeg syntes det er hyggeligt at høre dem inde til venstre spille deres arabiske musik, til højre bor der en familie fra sydamerika, de holder tit fester om lørdagen, så lyder den på guitar spil og høj flamenco, de larmer, de lever. Nogen gange spiller Kristian nede i stuen Pink Floyd, men han brokker sig som oftest over de andre, de nye, de larmer.

Det er søndag, jeg er røget ind i en dicideret søndaghed, med aviser, kaffe, klassisk radio og læsning. Måske skriver jeg en sang senere, det kan jeg ikke straks vurdere.

Ray Davis fra 'The Kinks' skrev en fantastisk linje til én af hans sange Strangers: Strangers on this world we are on, we are not two we are one.

Det kan være vi mødes på gaden en dag og hilser, så er vi ikke så fremmed mere.

Måske på en søndag.

...Where...

Am I so bound by my past, a product, that I have no means of reinvention, no chance of development.
Do I still feel as I felt when I was young, younger.
I can't remember the years passing, they seem like shadows sown too the soles of my feet.
I look into the mirror and see a new face everyday.
I move my hand towards the glass to touch a face that I can not recognize; it plunges into it's liquid silver, devouring me in it's depths.

I disappear.

Without a trace.

Infinitely gone

Vi hader at elske hinanden.

Jeg elsker at hade dig
Elsker dig hadfuldt
Hader at elske dig
Hader at jeg elsker dig
Elsker mens jeg hader dig
Hader at elske,
Du hader at elske mig
Jeg elsker at elske dig
Du hader at hade mig
Du elsker men jeg hader dig
Du elsker mig hadfuldt
Jeg hader mens du elsker mig
Jeg hader at hade dig
Elsker at hade
Hader mens jeg elsker dig
Du hader at elske
Du elsker at hade mig
Elsker at hade dig
Vi elsker at hade hinanden

Står stille i myldretiden...

Jeg står, står stille, stille i mydretiden. Min hofte er skudt ud, benene krydset, min skulder bærer vægten fra min krop og jeg står op ad den sort stolpe. Det er myldretid, de urolige timer fra to til fem. Jeg tænker om det måske er på tide at forsvinde, hurtigt, ingen ville opdage det, det er mit lod at stå her. Stille, passiv, observerende. De er her allesammen, de nye, de gamle, de unge, de desperate, de fordrukne, de høje, de lave, de hvide, de sorte, dem med paljetter, dem med hat, stok og solbriller og mig lænende mod stolpen. Det er en skueplads for tragedie, episke dramaer, romancer og lystspil. Jeg har sluttet min vagt, det er ikke længere mig som er instruktøreren, nu er det andre som driver spillene, smører maskineriet, kører showet. Jeg står stille i myldretiden og har været midt i den så mange utallige gange, men jeg skynder mig ikke, jeg har ikke travlt, det er nu jeg har fri, er fri, mine tøjler er sluppet, så jeg står bare. Kan se de jagende blikke, vilde, forvirrede, beruste. Om lidt er kl 5 og så er myldretiden ovre, jeg har forladt min plads og på vej ned af de lysbelagte gader, på vej hjem til stilheden, med solen i ryggen.

Til dig min skat...

Til dig min skat... Til dig fordi du ikke længere er her, til dig fordi man kunne se det i dine øjne, til dig fordi du græd for mig, da jeg var i min sorg. Til dig fordi det hele var forkert på det rigtige tidspunkt. Til dig min skat fordi jeg tænkte på dig, selv om du troede du var alene, til dig fordi jeg så gerne ville have kunnet knuge din hånd og fortælle dig, at det hele nok skulle gå. Til dig fordi mine tårer er saltede og varme, mens de løber ned af min kind til dig. Til dig min skat, til dig, til dig, til dig fordi 36 år er for lidt, til dig.
Til dig fordi det er det eneste jeg kan give dig. Farvel min skat, sov trygt og godt i evigheden. Kys.

Til Bille

Louise din hesteluder.

Hey din gamle sæk, du stinker af sprit og fordrukne bitch slapping eks-mænd. Af for mange morgener bag nikotin farvede ruder, vaklende forbi familien danmarks lørdags shopping, mens de forskrækket hiver deres børn til sig. Oser af ulykkelig kærlighed, ulykkelig ærlighed, du taler rent fra dit konserverede hjerte som du så stolt udstiller på bardisken, smider over til kunderne sammen med lidt ekstra lage til ganen, lidt smørelse til det indre raffinaderi.
Louise din hesteluder, den smukkeste luder i byen, med de smukkeste sejlende, fugtige, røde blodsprængte øjne. Du er så smuk, at solen bliver nød til at gå i seng før du viser dig, for du stråler, stråler, stråler i de sene mørke nattetimer i de røgslørede kroge, med det gamle slidte brune interiøre som din kulisse. Som det dog fremhæver din ypperlige ubetvivlsomme skønhed, du er min drøm, min uforløste kvinde, Louise din gamle sæk, mit melankolske hjertes indre barn.

Vakum pakket nu med ny sidste salgsdato...

Vågnede til en tåge af melanolske drømme, lagt ud i highdefinition color.... Hvornår var det egentlig det hele begyndte eller sluttede det før jeg overhovedet vidste det var begyndt.
Er der definitioner på hvad man må ikke må, sammen med et andet menneske, findes der regler for sammenspil, sammenfletning af hud og hår, sved og blod. Må man overhovedet krybe ind under huden på en anden. Er det upassende at hige efter varme tunge åndedrag allerede ved første øjekast. Så mange spørgsmål så få svar.

Troede sidste salgsdag var kommet, var klar til at vandre livløs rundt på rækkerne for til sidst at blive smidt ud én af de kommende dage, når følelsernes lunkne køleskab skulle gøres rent.

Smidt, smidt, smidt ud sammen med mælken og kartoflerne der aldrig blev spist.

Kom dog i en ny forbedret vakumpakket emballage med plads til et par ekstra 100 g samt ny salgsdato. Det var en glædelig overraskelse at holde lidt endnu, at man ikke var så fordærvet som frygtet.

Up Up and beyond all reason...

En katolsk præst bliver fæstnet til en omgang festfarvede helium fyldte balloner. Forsvinder ude i den blå luft, måske er det et tegn hvem ved.

Det er hvertfald ud over min fornuft, men måske er der mere mellem himmel og jord. Som for eksempel en forfrosset svævende præst!

Dr Teeth and his electric mayhem band!

Ja se det kan man lære noget af.

Der var engang at rock stereotyper fik lov til, at blive forvandlet til det mest funky, rockede og frie band på TV. Ledet af et lilla monster med en guldtand. Hvad blev der af dem?

Så jeg sad i de sene nattetimer med den sædvanlige søvnbesvær, der opstår i stearinlysets flimrende skær, når man som mig er a creature of the dark.

Straks faldt jeg over internettets muligheder for, at find forlængst glemte tv serier inklusiv: Heathcliff, Transylvania TV, Danger Mouse etc etc... Dog ej at glemme The Muppet Show.
Der sad jeg så og genså den originale pilot trailer og mindes min forlængst glemte barndom og de uendelige timer foran Tv'et.

Alt i The Muppet Show mindede mig om hvorfor jeg netop den dag idag ikke ser TV, fordi kvaliteten af programmerne nu om dage er til at lukke direkte op og S(BIP)E i.

Nej dengang kunne man kombinere humor, musik, teater og overdimensionerede, nogen gange lidt for Diva agtige filt dukker til et fantastisk og intelligent mix af underholdning for både børn og voksne.

Dangermouse over Pokémon til en hver tid, Pichachu har ikke en chance...


Så sluk dog det Tv og lav noget fornuftigt!!!

Nødopgang og Nordkraft...

Mandag, mandag, mandag er det allerede mandag er den forgangne uge overstået. Ja det må konstateres og solen skinner stadig lidt endnu....

Jeg må indrømme, at efter den seneste weekends både fysiske og personligheds forvrængende strabadser syntes jeg selv, at jeg fortjener en smut tur til Costa Rica eller et hvilket som helst andet jetset agtigt ferieparadis.

Will this pain ever end?

Det er ikke hver weekend, jeg strander i Ålborg klokken 5 om morgenen fordi udstødningen på bilen ryger af 3 km udenfor byen. Hvis jeg var lidt karma positiv agtig, kunne jeg til fordel indrømme, at jeg fik lov til at se en ægte forårs solopgang.
Det er dog ikke ligefrem et plaster på såret når man er iklædt festkjole og netstrømper, lider af akut søvnmangel og temperaturen ligger på nul.

Ja det var en nødopgang med Nordkraft, jeg ved ikke hvornår jeg drager til Ålborg igen, men det er som om den by dissideret har et horn i siden på mig. Jeg har endnu ikke oplevet at tage dertil uden, at der noget som går helt galt.

Nogen gange er det bare bedst at blive hjemme...

Akutte oversprings handlinger

Her er en liste over akutte oversprings handlinger når man egentlig skal skrive eksamen opgave, til absolut ingen hjælp overhovedet:

1. Vågner når vækkeuret ringer, men bestemmer sig for at lukke øjnene igen, for derefter at stå 2 timer for sent op, og må revidere Plan A og springe direkte til Plan B.

2. Plan B. Tag i Aros og flyde rundt i den nye udstilling af Shirin Neshat, men bliver mødt af ureagerlige folkeskole klasser én mas, og lurvede gymnasie elever hvis prima sætning er:
Det kan jeg sgu da også male, hvad er det, det skal forstille og hvornår må vi gå på burgerking...

Plan B bliver skrottet og må ty til ny oversprings handling.

3. Drager ud i byen for at gennemgå praktisk talt alle genbrugs butikker for gammelt ragelse, med det resultat, at komme tom hændet ud af dem alle, men har brugt 2 timer på en ekstrem lang og ufrugtbar gåtur.

4. Går ind i pladeforretningerne få at browse og endnu engang ikke formå at købe noget, men for tiden til at gå med noget, der til dels ser fornuftigt ud.

5. Tager på café og gennemgår samtlige aviser over én enkelt kop kaffe, for derefter at vandre målløs ud på gaden igen.

6. For nu trængen til at gå i boligindretningsbutik, GUD vide hvorfor, med den ide at man skulle bruge noget til hjemmet. Står først og fremmest og tænker på om jeg har fået en hjerneblødning eller jeg måske lider af en personlighedsspaltning.
Står og stirrer tomt på plastik blomster og ældre damer med rulatorer som leder efter messing lysestager.

7. Drager på endnu en vandring og overvejer om man skulle købe den Wii, for i sine inderste tanker at vide, man ikke har råd til den og at det er en tidsluger uden lige. Dropper ideen igen og tænker, at det nok NU er bedst eller på tide, at tage hjem og arbejde på sagen.

8. Kommer hjem og for en ustyrlig rengøringstræng, helt ned til den mindste detalje. Med akut rengøring af badeværelse, samt køkken interiør.

9. Kan stadig ikke motiveres til at få taget ordentlig hul på den opgave, og begynder istedet for at skrive blog, som kompensation for det manglende engegement i fortagendet.

Ja og så var det overspringshandlingerne for idag, gad vide hvad imorgen bringer?

Ugen der forsvandt ind i et sort hul...

Det er som om den sidste uge forsvandt, den lukkede sig simpelthen om sig selv og blev suget ud i et af universets mange sorte huller, for aldrig at vende tilbage igen. Hvert minut, time, dag har passeret, med mig flakkende omkring i absolut forvirring og en følelse af, at være totalt malpeceret i enhver henseende.

Alle de samtaler jeg førte resulterede i volapyk og anekdoter om vejret og hvor forfærdelig tragiske ALTING er/var. Én uge lang lidelse af absolute intethed, intet, hvad kom der egentlig ud af det. Jeg er helt blank...

Jeg kunne skyde skylden på en hormonel forstyrrelse, der resulterede i at det eneste jeg havde på hjernen var det ANDET køn. Hvilket resulterede i, at jeg forvandlede mig til en hjernedød hormon zombie, og alt min energi blev brugt på at gå rundt og prøve at undgå at kigge efter drengene, som en desperat teenager.

Nej...

Ugen er gået, min blog er stadig ikke blevet opdateret hver dag, for som sagt hvad gør man når ugen bliver opslugt af universet, og man ikke kan komme i tanke om at skrive noget, der kunne være af interesse for jer læsere?

Så vi går en ny uge imøde med forhåbningen om, at den ikke også bliver slugt af de forfærdelige irriterende sorte huller...

Ynkeligt...

Endnu en søndags blog.... I løbet af ugen er jeg blevet punket for ikke at opdatere min blog ofte nok, altså ikke skrive noget hver dag som en RIGTIG blogger.

Skulle jeg måske lægge små slibrige detaljer, fra mit lille egoland af et ynkværdigt desperate liv, som ensom singel uforfyldt boheme i hendes bedste alder, som drukner sine sorger i alt for dyr ekstra økologisk vi har ikke dræbt en bille i løbet af processen Italiensk rødvin, med tilhørende tilsætningsstof frie vi dræber dig lidt langsommere urte cigaretter.

Alt imens jeg sidder foran min out-daterede skrivemaskine i et manisk furora og prøver at starte det første bind af 100, der skal resultere i en bedst-sælgende serie af erotisk fiktion målrettet mod akedemiske hejre over 30 år, som er desperate, sex depraverede og ER kommet til den konstatering at hvis de nogensinde skal have børn og familie, bliver de enten nød til:

1) Manipulere sig til en partner via total personligheds forstyrrende opførsel, hvor i de lader som om de er den søde forstående, følsomme, kærlige og omsorgsfulde hjemlige agtige kvinde, som elsker når hendes nye kæreste fortrækker GF frem for hende; uden at de afsløre sig som de total dominerende, neurotiske, jeg minder mest af alt om en russiske stewardesse i en interneringslejr i det nordlige Sibirien, med rødvins tænder og en tendens til at kæderyge, til efter hun har fået barnet, samt tilhørende herskabslejlighed.

Eller

2) De må simpelthen dy til en omgang insimination eller et vel planlagt one-night-stand, med et allerede på forhånd udpeget offer. For af intellektuelle årsager senere i livet, proklamere sig som lesbiske og i al' evighed afskrive sig det mandlige køn som seksuelle partnere.

Ja det kunne jeg for eksempel godt skrive en hel blog om, men hvorfor det er jo ikke særlig spændende...

Godnat og slut!

Søndags Blog

Endelig, endelig, endelig søndag og hvor for skulle det nu være så specielt.
Ja for mange er det normalt en dag hvor man sidder og gruer over den forstående uge og ens umenneskelige tømmermænd, som er blevet opygget gennem hele påsken.

Det er for mig første søndag i umindelige tider, at jeg ingen planer har udover, at rende rundt derhjemme i mine lyserøde fluff sutsko og pusle. Jeg vil som enhver anden rock Diva smide mig nonchelant hen på sofaen, med tilhørende nødvendigheder såsom, kaffe, blade, et bjerg af Coke (ej det er bare gas), martini og chokolade, iklædt min leopard mønstret badekåbe. Mangler sådan set bare en slave til at opvarte mig, men det må vel komme på et senere tidspunkt.

Ej seriously folks, det er påske, der har været snestorm og det er pisse koldt udenfor, det er ikke lige idag, vi hiver vandre støvlerne på og tager en frisk gåtur rundt om Brabrand søen vel. Desuden har vi allesammen fri imorgen alligevel... Så man kunne egentlig godt kyle et par ekstra martinier ned!!!

God Søndag.

Hvor blev ordene af... Ah de var ikke så fjerne.

Hvor blev ordene af, har ikke skrevet noget i nogen dage nu. Var bange for, at de vill begynde at stagnere og danne en grøn slimede alge masse af dårlig samvittighed på kanten af glasset, hvor lyset blev fragmenteret da en solstråle ramte det og blev brudt . Det viser sig snarere at ordene lå og ulmede, dannede intrigante mønstre og sætninger, som kunne blive smidt ud på papiret og formede mærkelige myriader af små sorte tegn, som skulle decifreres.
Faktisk var der rigtig mange ord i luften, så mange jeg valgte at holde kæft, valgte at bevare min mund med andre ord. Så jeg blev hele tiden spurgt om jeg var ok, og det var slet ikke fordi jeg havde nogen intention om, at gøre andre dårlig til mode.

Fik et uventet besøg fra Le Mond, og vi talte sammen med lav og behagelig stemmeføring om mennesker, politik, humanisme, kunst, det at skrive, bare skrive, skrive om frihed, skrive som frihed. Vi blev desværre afbrudt i vores ordveksling, med dårlige perverse kommentarere, hahahah... (med let fransk accent) "I skal ikke være så alvorlige", det er nemmere bare at lukke øjnene og grine det hele væk, vi griner også sproget væk, for hvad er sproget for os andet end en måde at bekræftige hinanden og andre på, hvorfor dog tænke over hvilke ord vi benytter, hahaha, du er så dekadent Esther... Tænkte om jeg kunne slå ham ned med ord, men vidste at fysisk vold var det eneste han ville forstå, heldigvis fortrak mimeren af sig selv da han ikke kunne holde hovedet oven vande. Så samtalen fortsatte og jeg ville have ønsket, at omstændighederne kunne have været bedre, men det var IKKE min skyld, jeg ryddede bare op efter mimerens inkompetance. Så jeg redede dagen lavede Café au lait til os og sendte Mr Le Mond med en taxa til hans destination og håber jeg for muligheden for, at veksle ord med ham igen.

Blev simpelthen infusioneret med lysten til at skrive, at udforske ordene igen, at udforske skæbner, historier, politik og kunst sætte mig ind i debatten, være lidt alvorlig, Nej rettere have en holdning.

Behøver dog ikke at være alvorlig hele tiden, for lyrikken har sine gode humouristiske egenskaber, der skal dog kæles for sætningerne. Der er jo meget lidt kanel mellem skidtet!!!

Èn lang gåtur...

Ja det var en lang trave tur hjem, Nnejjj prejede en taxa halvvejs og var lykkelig, men frossen.

Hvor mange oplevelser kan man overskue på én dag, er der egentlig en grænse for hvor meget man kan opleve inden for 24 timer?

Så jeg sov 1 time mellem to døgn, claimed my space med noget situationistisk gade gøgl, spiste fire fiskeoliekapsler, en omgang kalvemørbrad, og drak en syrlig Chianti. For derefter at deltage i den episke lukning af skandinaviens ældste jazz bar, hvor manden med leopard fløjshatten og den eminente tromme Riel, med tilhørende fantastiske tillægsmusikers enthusiastiske klang, tonede natten ud.

Gik med hastige skridt direkte forbi den egentlig destination og blev fanget i en kort, men heldigvis forglemmelig lomme af steroide typer, hvorefter jeg fortrak med min entourage af italienske darlings til balle musikkens højborg.

Glemte mellem stoppet med bordfodbold og varme knus.

Grinte og næsten græd, grinte mere... Godnat!

Og så!

Og så vågnede jeg til endnu en fredag, hvor jeg med en let sprit-ånde måtte konstatere, at jeg ikke nåede op på universitet til den planlagte forlæsning om amerikansk litteratur fra Hemmingway til Foer. Vandrede tilgengæld let påvirket ud i køkkenet og biksede en god kop instant øko kaffe sammen, medens jeg foldede weekendavisens bog tillæg ud og mindede mig selv om, at jeg heller ikke nåede den ellers planlagte tur til oplæsning med Lars Bukdahl på lynfabrikken igår. Tænkte så om jeg skulle banke mig selv i hovedet med en omgang dårlig samvittighed, mens jeg rullede den næste bali-shag fine cut og fortrak til den vindblæste balkon. Og Hr Bukdahl høvlede den danske digterscene ned til let opfejelige spåner, med sin barberblade skarpe pen og mindede mig endnu engang om, at jeg netop havde modtaget hvedekorn, men ikke har fået åbnet siderne endnu, og de tre forrige udgaver ligger stadig og skriger efter min opmærksomhed. Så jeg undrer mig over, hvad det egentlig var jeg skulle nå... Hvad er formålet?
Ville skrive et digt, men kunne ikke finde et emne, mens mine tanker fløj hen på den arm jeg holdte om igår og hvor forgængeligt vores tilværelse er. Især når man lever af den klassiske fatalistiske digter menu af kaffe, smøger, øl og æblejuice. Endnu en nat med tre timers søvn og en helvedes masse tanker. Var der egentlig mere jeg IKKE fik gjort igår, kan ikke mindes det. Har hvertfald læst alle mine lektier. Det er vidst vejr til at sove!

Tidslomme

Nogen gange føler jeg det som om jeg bor i en tidslomme. Kender i den fornemmelse, altså gentagelsen, lidt ligesom i filmen Groundhog day. Èn lang dag som man aldrig slipper ud af, det er blot scenariet der skifter/afviger en smule fra gang til gang. Jeg kan se hele dagen som en film og tænker, hvad hvis jeg nu bare noterer hele dagen, finder en rød tråd i kaoset, lægger et plot og vupti så bliver det til en film. Hmmm mærkelig strø tanke. Ville det overhovedet være spændende, altså min dag som film?

Tænker 6mm smallfilm med dårlig lyd.


Måske skulle jeg finde på en bedre ide, men på den anden side det er jo ikke fordi jeg lever et helt så ordinært liv. Det bilder jeg mig hvertfald ind!

Overvejer at skifte identitet.

Der er mange ting i denne verden som kan forundre mig, men for det meste er det mennesker som er årsagen til min forundring.

Er der nogen er jer som er bekendt med begrebet Succubus; egentlig er begrebet en henvisning til en kvindelig demon som suger energien og identiteten ud af mænd. I dette tilfælde må man kalde det en omvendt succubus, der er simpelthen en kvindelig demon som prøver at være MIG eller rettere suge sig ind på mit liv.... Det er egentlig ret skræmmende, jeg er selv rimelig oprørt, tænk at et menneske skal være så identitetsløs/holdningsløs eller måske retningsløs, at vedkommende simpelthen bliver nød til, at rage alt det til sig vedkommende kan fra et andet menneskes liv.

Men hvad med mig, jeg er rimelig rundt på gulvet, kunne selvfølgelig være et urimeligt dumt svin, problemet er, at det er jeg sgu ikke særlig god til.

Den anden løsning er at jeg fuldstændig skifter identitet og bliver et andet og nyt menneske, og forvirrer denne Succubus demon som prøver at infiltrere mit liv. Jeg kunne skifte identitet til en person, som ikke engang jeg gad at være eller være sammen med. Det næste der højst sandsynlig sker er at hun begynder, at farve sit hår sort og så bliver jeg rigtig bekymret.

Nej det ser ud til, at vi må gøre det på den gode gamle dags måde, med en Shoot-out at Noon foran Pind's Café, jeg kan ikke se nogen anden løsning...

I må meget gerne melde jer som sekundanter inden lørdag!

Det er heldigt, at jeg er hurtig på aftrækkeren.

En doven blogger.

Jeg føler mig som en doven blogger. Er det ikke til dels meningen, at man på grund af banale overlevelses instinkter absolut bliver nød til, at lade sine sproglige egenskaber flyde ud i cyberspace og blive tilgængelige for "Gud" og hver mand, eller snarer enhver mand, kvinde og amøbe agtige eksistens som bruger 90 % af deres tilstedeværelse foran skærmen. Burde jeg ikke have noget spændende at skrive om, noget med et islæt af ironi eller satire. Desværre må jeg konstatere at indesiden af mit kranie viser sig at være en ren uoplukkelig pandoras æske og bevar os hvis indholdet nogensinde skulle komme for dagens lys. En tanke som i sig selv skræmmer mig umådeligt meget.

Jeg kunne jo tage et HOT emne op og skrive om, f.eks nedbrændingen af en skole i Danmark af hvad man nok ville kalde nogen ekstremistiske unge. Eller vores nuværende regerings usympatiske økonomisk baseret velfærdspolitik som på ingen måde, hvertfald i min bog handler om velfærd eller mennesklige værdier, snarer værdier i kroner og ører. Money, money, money honey that's what makes the world go round. Ak ja ve og vel, men det er jo ikke mit sted at starte en debat om disse ting, ligesom jeg aldrig kunne finde på at af billede en profet med en bombe i turbanen, men det er jo bare mig.

Nej jeg holder mig til de mere uskyldige emner, såsom at tage pis på mig selv og mine omgivelser. Samt at opmuntre diverse mennesker jeg kender til at være gode og flittige og behandle hinanden godt...

Og med det i tankerne sender jeg en MEGA KRAMMER ud til alle jer, som sidder derude og er lidt fortørnede, bestøvede, forelskede, berusede, sørgmodige, krakilske, fortvivlede, komprimerede, indoktrinerede, inhabile, infantile, immobile, forpustede, melankolske, apostolske, avantgarde eller bare skide hamrende pisse irriterede.

Check it out...

Det er rent faktisk vedrørende det her mobile interface noget... Hvis nogen skulle være interesseret i det så gå ind på http://urbanmobile.wikidot.com/esther-s-quest

Det er ret mærkeligt!

Fredag, fredag.

Ja så blev det jo endelig fredag, som nogen nok vil sidde og sige og har allerede sagt. Arbejds menneskets længe ventede dag, som driver individet gennem ugen med forhåbningen om en smule fred og ro i weekenden, langt væk fra hverdagens hårde og barske realiteter. For nogen indeholder fredag: Øl, disko, kolonihave, hækkeklipning, indkøb og X-factor!!!

For mit vedkommende har jeg fuldstændig over-ridet enhver form for normal hverdag eller tilværelse som følger en specifik arbejdsuge.

Fredag er for mig endnu en dag fyldt med ting som skal gøres, ting som skal ses og ting som skal opleves. Selvfølgelig giver jeg mig selv lov til et ekstra glas portvin og en smøg på denne fredelige dag, men ellers er det ikke fordi jeg lukker et lettelses suk ud hver gang den kommer forbi. Nej fredag er fredag og en rose er en rose og en bar er en bar... Måske ses vi ude i cigaret tågen gennem skæret af den gyldne pilsner.

Tutteluu for nu!

Endnu en omgang interface...

Så skete det endnu engang, at jeg drog ud på de store tankers jagtmarker og fandt mig selv fortabt i de elektromagnetiske bølger. Temaet idag handlede om rum, altså specielle ikke synlige rum som skabes i interaktion mellem mennesker og deres mobil telefoner. Der tale om hertzian spaces, cell spaces og connected spaces, som det hedder på engelsk. Ja det er noget mystisk noget, med alle disse rum måske endda lidt skræmmende. Elektromagnetiske bølger... They are out to get us.... Måske skulle man bygge sig selv et dejlig skjold af sølvpapir som kunne deflektere det hele, så man ikke behøvede at få sit eget lille private rum invaderet af disse alien mobil bølger fra helvede. Tænker også, at hertzian er et fantastisk dejligt ord eller rettere navn, det ligge godt på tungen, Mmmm smager godt!!! Anyways prøv at google det og så har vi også lært noget idag. Godnat og sov godt..

Godmorgen

Godmorgen allesammen siger jeg. Godmorgen er det ikke noget man siger når man er vågnet, hvad hvis man overhovedet ikke har sovet...

Siger man så: God Damn jeg er træt, ville hellere ligge i min seng, men har titusinde ting jeg skal ordne idag, kan jeg ikke bare få en god kop kaffe og pakke mig selv væk mellem en sofapude og avisen indtil der kommer en ny dag.

Så godmorgen, husk at være flittige og gode, ikke noget med at stjæle slik fra grædende børn, og hvis i ser en skygge af mig på gaden så ved i hvorfor.

Det hele flød ud eller måske mine drømme.

Det hele flød ud, ugen, dagen, døgnet, billederne, sproget og mine tanker... Lange uigennemskuelige bølger, hvor skelnen mellem virkelighed, drømme, utopi, politik, musik, bøger, film og så selvfølgelig det vigtigste menneskerne blev til én stor ursuppe.
Det er ikke helt sikkert hvor jeg selv stod i alt det her og hvilket indtryk jeg har printet i diverse folks/menneskers hukommelse, hvilket minder mig om ordet folk, og at det kan irritere mig, men det er en anden sag.

Det er nu ikke fordi det bekymrer mig så meget, det blev jeg nød til at holde op med af den banale årsag, at ellers kunne jeg ikke bekymre mig om andet. Bekymre mig om mit udseende, bekymre mig om mit tøj, bekymre mig om mine tanker....Nej det er mine tanker, det lægger vi til side.

Hvor går grænsen mellem drøm og virkelighed, skal vi medicinere os ud af det, kan vi egentlig skelne, er det øllet eller røgen, måske tiden på dagen, natten.

Jeg gik hjem alene igår nat, en lang ensom vandring af søgende blikke omkring mig og det eneste jeg så var vejen foran mig. På en dårlig fod, på en god dag, hjem til mit om ikke andet lidt komitragisk liv hos rotterne, bøgerne, kaffen og lebben på sofaen, hvad mere kan jeg sige.

Din død er mig nær.

Det er en mærkelig størrelse døden, den er ret uhångribelig, som man står der foran et andet menneske og udveksler behageligheder eller floskler om vind og vejr. Jeg syntes nu selv, at jeg er blevet meget god til at se den i øjnene, men nu er jeg også lidt af en uheldig størrelse og har haft min del af nærdøds oplevelser. Jeg ved ikke om det egentlig kommer i bølger, men det føles sådan, altså begravelserne. Nej ikke kun begravelserne også bryllupperne, fødsler, konfirmationer og ja alle er enten ved at blive gamle eller starte på nye liv. Så vi ligger en god ven i graven og tager alt det han/hun har givet os af gode oplevelser og bygger videre på det. "Det er ikke til at bære" det var Svennes datters ord, hun kan ikke bære det, og jeg kan godt forstå det, det er en tung last at miste, endnu en byrde til de mange ubehageligheder vi desværrer kommer til at gå igennem her i vores daglige trommerom. Og hun er jo ung, så det er bare starten, men det er ikke for at se ned på ungdom, naiviteten omkring døden, jeg har en opfattelse at i det her land eller snarer generelt, man ingen fornemmelse har for menneskets eget naive forfængelighed, it's the end baby that's the way it is. Nej det er ikke til at bære, jeg har også mistet en god ven, en musiker af en særlig klasse af en særlig skole, ydmygheden og glæden. Det er dog ikke min plads og gøre smerten til min i dette tilfælde, det er hans families og kun deres, for det er dem som fortjener ham mest.

Det bringer mig dog altid tilbage til min egen oplevelse med døden, navnlig min fars død og når jeg ser Svennes datter så oprevet kan jeg ikke gøre andet end, at nikke genkendende til det. Og jeg tænker om hun ligesom mig, har siddet ved sin fars side og prøvet alt det hun kunne, for at holde ham i live ved tankens kraft, gennem et fast og kærligt håndgreb. Ligesom jeg altid lå på mit fars bryst og lyttede/holdt nøje øje med takterne i hans hjerteslag, så det ikke skulle springe et over eller gå i stå, for hans hjerte var jo gået i stykker. Så jeg lå og holdt nøje regnskab med hvert enkelt slag, ved hvert åndedrag og der var en samhørighed mellem ham og mig , jeg som var den altovervågende dirigent og ham hvis hjerte jeg skulle passe på. Det lykkedes dog ikke helt at holde det kørende og ligegyldigt hvor meget kærlig lim jeg påførte, så var hjerete knust og en dag gik det i stå for evigt. Så stod dirigenten unden noget orkester og sendte hendes kærlighed langt ned i jorden. Det var tragisk, men ikke længere, det handler om at komme videre, dog ikke uden nåde for der skal være plads til sorgen og glæden, en kliche, men det ene udelukker ikke det andet.

Vi har vidst for travlt til døden i det her samfund, det er blevet forvandlet til en lang uendelig stig af bureaukratiske formalier, ikke engang asken kan man drysse hen over rosenbedet, som egentlig var det ønskede og det bedste at gøre. Ja RIP alle mine kære elskede, for i vender aldrig tilbage, men vi skal bære det og vi kan bære det, om det så skal være ude på tøjet.

Dit fængsel er mit hjertes hængsel

Jeg vidste det på forhånd, havde egentlig kun ét ærinde skulle købe en antikvarisk Fransk-Dansk ordbog, det var det eneste. Lige netop antikvarisk fordi de nye kun oversætter ordene, de gamle ordbøger var lavet med en mere fyldestgørende, nøjsom tilgang med forklaringer og uddybning i forhold til sætningernes dannelse, forandring af betydning o.s.v... Og nøjsom er jo et dejligt ord, der er lagt mere tid i det, mere tanke. Så stod jeg der og selvfølgelig havde han ikke nogen Fransk-Dansk ordbog kun én af de røde, men det var også ligemeget havde ikke forventet det, folk gider jo ikke købe det gamle bras nu om dage. Så skete det sædvanlige jeg faldt hen i min søgen mellem stakkene, kasserne og støvet samlet om bøgerne. Mellem stakken sprang Hemmingway frem ved siden af en forældet psykologibog , Karen Blixen til 700 kr, lidt pebret efter min smag. Fine små værtinde-gave bøger fra 1920'erne med Grundtvig og Aastrup så små og nuttede, bundet ind i læder med glødende bladguldskrift og smukt illustrerede, hvor de gothiske bogstaver vandrer let på siderne. Det griber om sig, jeg bliver næsten revet med af bøgerne ind i dem, vil gerne fordybe mig i stakkene og så står jeg der med en fin digtsamling af El Forman "Hjertet er et fængsel eller sol og længsel, du er bare hængsel", har aldrig hørt om hende og det er så specielt og skrøbeligt som den ligger mellem mine hænder. Jeg ved den skal ligge i mine egne stakke af bøger, i mine tårne af ord, blod og kærlighed. En samling med et originalt maskinskrevet digt liggende godt gemt i indesiden. Det kilder i maven og kribler i fingerne, mine kinder blusser, for det er så tilfredsstillende, der er ikke noget så godt som at impulskøbe bøger, slet ikke når man finder en skat, et lille forglemt eventyr, en fortabt vinterdag. Der er ingen smagsdommer her, hun er forlængst glemt eller skubbet til side af noget nyt, noget bedre, men siderne skal knase mellem mine fingre for hver linje jeg læser. Ordene skal kæle for mine nethinder og dryppe honning til min fantasi og jeg vil være tilfreds bare et kort øjeblik.

Et indblik i interface

Meget kort introduktion til Esther's current mission vedrørende den mobile interface's æstetiske kultur.

Esther skal blive klog på hvordan alle disse ny moderne teknologiske dimser har indflydelse og indvirkning på vores respektive omgivelser og adfærd. Har læst interresante tekster vedrørende arkitektur og implementeringen af ny teknologi i design af nye arkitektoniske værker/bygninger. Uhhh det lyder klogt og spændende ik', det syntes jeg også nå, men har vi kommet frem til nogen spørgsmål og konklusioner endnu, nej det er tvivlsomt. Måske ligger svaret i netop brugen af disse moderne teknologiske vidunder, netop i det faktum, at istedet for, at teoretisere skal man aktivere, altså nødsage sig til at bruge og eksperimentere med de midler man er givet, f.x denne her blog jeg har gang i, allerede nu er jeg ved at udnytte en mobil interface, navnligt min macbook.

Nå ja defination af mobil interface: Mobil - siger sig selv, noget man kan tage med sig.
Inter - noget som ligger imellem, fx. skaber et rum mellem dig og dine omgivelser.
Interface - Hvordan et givent elektronisk apperatur fx. computer eller Ipod touch osv... Præsenterer
og vidergiver informationer fra en bruger via layout, skærme, menuer, blogs osv...

Ja definationer er altid gode, så ved man hvad man har at gøre med, "aber schatzi" tilbage til problematikken, hvordan hænger det sammen i en kultur æstetisk kontekst (uhhh store ord) for at være ærlig har jeg ikke svaret, men det kan være det kommer.

Har hvertfald en masse udforskning i sigte, tænker praktisk.