Sands of knowledge

I have been looking for answers
In things, I do not understand
Dazed by the light of the plastic sun
Instead of walking through the sand


Let the desert wrap itself around me
May the sun bleach my hair
Let the heavens reside within me
and only Death, take me there.

Mesostic

-Mesostic- (Thinking of Conlon Nancarrow and John Cage)

When Meeting
       nEw frontiers
of muSic
   mOre than often
           the Sound creeps
  inTo the depths
       withIn the souls
     Cracks

Phantom of Hope

Velvet round my neck
Give me freedom or give me death
Until I take my final breath

Taken by a storm
Defenseless and broken
Dirt and soap
A phantom of hope

Suddenly a noise
A scream of defiance calls
The puppet has been severed
From the masters strings

Souls Delight

I am haunted by my skin
Oh Love where shall I begin
Your equal I want to be
And I deny this wretched creatures destiny

Ruby Red, blood stained lips
Desire is a maelstrom of hell and bliss
As my hands reach beyond
Through the fabric of space
Searching still for that ethereal embrace

I declare my intentions are not sound
I follow you from higher ground
To be with you on equal terms
These hard truths are not easily learned

To come home I yearn
See how my liquid eyes they burn
My feathers are dark as the night
I know I am still your souls delight

I am your souls delight
Dark as night
With Ruby red blood stained lips
I play you like a melody
with my fingertips

I am your souls delight
Dark as night
With Ruby red blood stained lips
I play you like a melody
with my fingertips
as the blood drips
from my nestle of my brow.

Moondog

It feels like the universe is stretching out before my feet, and I can take a run across the milky way. Suddenly the scene changes and the New York high rises are looking mean faced down at me, making me jump along the streets as though I had the wind in my back. The taxi's horns all melt together in a harmonic polyphony, until it's abruptly broken off by a flock of Zulu warriors taking a tribal dance up the street in their tom tom way and the jungle starts calling out from behind them.... Vraaaw

How to make a man love you.

There are many ways You can love a man
You can use your lips or use your hands.
Some say it is through their belly
or just having tea with them by the telly.
And how we so crave their attention
and wait for them with 'fearful' apprehension.
Because we tend to love them, no matter what
And that is actually quite a lot.

But if you want the love of a man
This is what you should do, here’s your plan:

Ignore him dear at every cost
When he adresses you tell him to get lost.
Never say a kind word
But always make sure you can be heard.
Never show to much interest
Or any kind of emotional distress.
Make sure you are slightly unattainable
Even though your probably quite available.
Taunt him darling with a revealing disguise
Let yourself be adored in other Mens eyes.
Be cold, calculating, snobbish and prude
But always give him the opportunity
to fantasize about you nude.
Give him the notion that you are of a virginal tone
But God Bless him if he knew,
what you would do too him,
when you get him home.
Let him invite you out a dozen times,
send you flowers and bye you wine.
And when he want's to have a kiss
turn you head so he will miss.
Don't ever give him an honest chance
whenever he tries to make an advance.
No never reveal too much, keep him slightly at bay
But make sure he thinks of you every day.
Give him a good reason to hunt for more,
And soon he will be sniffing round your door.

And even though some of you might not agree,
Then put the plan to action and you will see.

Cause modern times are still quite antiquated
when it comes to love and relationships as stated.
For in this age of equality
you are still a 'Woman' so in a sense you belong to 'He'.
And in this sad romantic Renaissance
we are still performing that old primordial dance.

Fighting Time

The girl with the sword in hand
fights the clock,
all while
wanting hands
pull at the hem of her skirt.
She cries black tears
with a trembling lip
looks too the cake eyed moon
for answers,
and dreams
of stars
that taste like silver.

Carried away
by the crowd,
her sword raised above head
constantly battling time.
The clock and it's black and white motions,
tick' tocking
inside her.
Playing tunes
on glass bottles,
sending reminiscent melodies
to the skies.
Kissing the winds
of time.

Og så...

blev jeg færdig.
Jeg stod og trippede ude på gangen, det var endt med at jeg kom først ind til eksamen, ikke en dårlig ting taget mit tynde udlæg i beragtning. De to unge forhåbningsfulde og meget nervøse studiner før mig ville blive stillet i et blændende godt lys, i forhold til min ynkelige præstation (jeg var kommet op i Ibsens "Et dukkehjem" ikke min stærke side), som lektorene selv sagde 'det var en tynd kop te'.

Det var min sidste eksamen og jeg gik ind til to akademiske ulve, når det gælder nordisk litteratur (jeg kunne jo også bare ha' gættet det selv, de ville ikke lade mig gå op i Lorca). Så der sad jeg og de, jo, jeg kunne høre dem grine lidt da jeg forlod lokalet, men de forbarmede sig over mig, de tænkte nok "Gud fader. Vi lader hende bestå, lad hende komme videre, hun har ladet os lide længe nok, ud med hende" eller måske var det hvad jeg tænkte, at det var på tide at komme væk herfra, lad det være slut, komme videre.
Så jeg bestod og den mentale Mount Everest, der havde stået foran mig igennem alle disse år var pludselig besteget, jeg havde noget toppen, fra at have siddet fast i base camp gennem mit livs værste isstorm.

Det fik mig til at tænke på, hvor meget der havde forandret sig, hvordan jeg var dengang jeg startede på universitet, alle de forhåbninger en ung kvinde der netop var flyttet til storbyen, der var kommet ind på universitetet kunne have.

Hvordan var jeg dengang?

Jeg husker tydeligt hvordan det føltes, da jeg fik brevet om at jeg var kommet ind på historie. Jeg var pavestolt, fortalte alt og alle om det. Min far var så glad og ekstrem stolt af mig. Han ville altid gerne have kunnet læse historie selv, men omstændighederne havde ikke været til det da han var ung.
Jeg havde taget min HF som selvstudeende, og arbejde på daværende tidspunkt som en afdelingsleder på en møbelfabrik 21 år gammel.
Jeg skulle væk, nu ville jeg have en uddannelse, en karriere, jeg ville være forfatter eller journalist eller historiker, der var uendelige muligheder. Jeg ville være alt andet end fabriksarbejder eller musiker for den sags skyld.

Idag er universitetet, ja, det har forandret sig. Dengang jeg startede på historie holdt vi til i de bygninger hvor samfundfag og økonomi ligger idag, og der hvor historie rykkede op var teologies gamle gemakker, og teologi har fået en ny bygning for sig selv.

Den dag jeg startede var det sammen med 148 andre, vi mødtes allesamen i den store Aula og skulle starte vores rus tur, vi blev delt op i forskellige klasser. Jeg ved ike hvor mange nogensinde fuldførte.

Tage Ibsen kom ind på den samme årgang som mig (vi kom ikke i samme klasse), vi havde kysset og kærestet lidt rundt året forinden. Han var en høj, tynd, rødhåret fyr, med et behageligt ansigt og en lidt sørgmodig karakter, sympatisk, alt i alt en god og sød fyr. Han var politisk engageret, socialist, jeg var stadig vildt betaget af ham dengang, og han virkede, ja, så moden, så intelligent. Han blev færdig med sin kandidat i 2006.
I 2007 blev han fundet i sit kolonihavehus af hans bedste ven, død af hvad man tror var en blodprop i hjertet (der var også andre teorier). Da jeg fik det at vide, for der en masse tanker gennem mig (at det var en 'crying shame' at han skulle forlade os så tidligt), men også den vigtigste, at jeg blev nød til at afslutte hvad jeg havde startet, jeg blev nød til at lægge det studie bag mig. Det var selvfølgelig ikke kun hans død der satte skub i mig, men en andens død er oftest en ubehagelig påmindelse om vores egen tilværelses skrøbelighed.
Jeg blev nød til at komme videre, jeg var gået i stå, mens verdenen forandrede sig.

Da jeg startede på universitet i sin tid var jeg en nervøs, naiv, 'intelligent', men meget usikker ung pige, med langt henna rødt hår, næsepiercing, nogen forfærdelige grimme briller og den dårligste stil 'ever', jeg gik endda med fodformede sko. Jeg havde ingen rigtig studie erfaring og meget få venner i byen, så det var en hård start.

Da jeg stod og tog min sidste eksamen, var jeg forandret til en moden, erfaren, stadig naiv, men selvsikker, smuk kvinde, og alt dette på trods af min stadige faglige inkompetancer.

Så der stod jeg og var færdig (og kun med bachelor delen) og der var ingen kage, eller familie med flag, eller trompet trut, konfetti, ja 'you name it' ingenting. Bare mig og den forbandede korridor oppe i æstetiks hovedbygning, og en klam fornemmelse af at have været begravet inde i mit 'JEG' alt for længe, af at have stået på stand by i flere år, til at opleve en kold og grum opvågning. At stå på toppen med is og sol i ansigtet for at indse, at ens største barriere har været én selv, éns sinds mørke afgrund. Det var ligepludselig utrolig skræmmende.

Jeg gik ud i gården og kiggede på den frygtelige skulptur de havde fået af Carlsberg fonden, vi havde analyseret den i kunsthistorie, et stykke over intellektualiseret granit. Ekstrem grim, men den var jo metafysisk, (uinteressant) 'well' der er to sider til kunst god & dårlig, 'It's a matter of taste'. -Life is a matter of taste'-

Og jeg tænkte på trods af, at jeg er musiker og der sker en masse gode ting i mit liv så ved jeg pludslig, at måske skulle jeg noget helt andet, hvis jeg skulle vælge den dag idag, jeg havde nok valgt en helt anden retning.

Foruden det faktum, at jeg så gerne vil videre, man bliver jo vidensbegærlig, jeg vil lære mere, jeg får lyst til at skrige: 'Hvorfor skulle det være så forbandet hårdt'. Det er jo først nu jeg er kommet igang...

Så jeg blev færdig og det føles mærkeligt, nærmest tomt, jeg har fået brev fra jobcenteret om at jeg skal møde op på onsdag og vælge to job jeg skal søge.

Det er sært, angstprovokerende, at skulle forandre sit liv, ikke at være studerende, ikke at have den bekymring og den dårlige samvittighed mere, ikke at være i den pseudotilstand man har lullet sig selv ind i. Ikke at være forankret i ens trygheds puppe, med det indoktrinerede svar når nogen spørger 'Nå hvad laver du?' - og man svarer 'Øhhh jo ser du jeg er studerende', men ikke længere.

Det er skræmmende, det er befriende, der er så mange ting jeg gerne vil. Jeg kan godt nogen gange føle det som om jeg stadig er 21 (ville jeg ønske det?), dengang virkede verden mere uskyldig, større, måske var det mig der var mere uskyldsren, mere åben, det er svært at sige.

Der er noget uforklareligt der brænder inde i mig...

Nu er det næste kapitel startet og jeg drømmer stadigvæk, heldigvis.