Søndaghed

Det er et mysterium for mig. Jeg vågner absolut bevidst om, at jeg har fået for lidt søvn, har haft mareridt, mystiske drømme om monstre, en haj og delfin i et svømmebassin på et skib, mig som den uovervindelig heltinde der kæmper mod et eller andet udefiner bart onde, men redder dagen i sidste ende. For at vågne med en hånd der sover, ekstremt ulden hår og den gruende tanke om hvad jeg vil se når jeg står foran badeværelses spejlet. Synet var heldigvis ikke så slemt. Ikke så fremmede.

Sidder med min kaffe og prøver at fordybe mig i mine eksamens tekster om fremmedehed. Hvilket straks henleder mine tanker til at jeg hellere må ringe til min mor. Hun ringer dog et split sekunder der efter til mig og jeg tager telefonen i vished om, at jeg skal hører om hendes fremmedgørelse, med en lille smule dårlig samvittighed knubbet ind under huden. Samtalen kører som forventet og fra almen snak om status, bekræfter hun mine anelser og fører samtalen hen på hendes arbejde, hvor hun i høj grad føler sig fremmedgjort. Og om jeg ikke burde tage tid til, at besøge hende.
Efter at have afsluttet samtalen, læner jeg mig tilbage og spekulerer hvorvidt, det hende selv eller hendes miljø der er årsag til denne fremmedgørelse. Min konklusion kan kun være at det er begge, der er ligevægtige faktorer, der skaber en utilsigtet, ubevidst konvergens i kommunikation, der forsager misforståelser, konflikter og mistænksomhed imellem hende og hendes omverden.

Mine tanker henledes så min nat forinden på arbejde og den form for sociale kommunikation og miskommunikation der har fundet sted gennem alkoholens tåger. Det var en 1001 nats konflikter, store og små. misforståelser, misfortolkninger, pladder, vås, kvinder, mænd, danskere, udlændinge godt påvirkede hele vejen igennem. Med mig som den gæstgivende katelysator, der for natten til at køre på skinner indtil klokken ringer og dørene lukkes.
For første gang i meget lang tid, blev jeg vred, det er et sjældent syn, en sjælden tilstand, netop en tilstand der gør at jeg føler mig fremmede.

Så jeg vågner efter en dårlig nats søvn alene og træt, kan hører at mine etniske naboer holder en god søndagsfest med tilhørende arabisk musik. Det sender mig tilbage til min opvækst i kokkedals ghetto. Duften af krydrede lammekødsgryde i opgangen, mens Gasolin eller Peter Belli kører på fulde hammer fra en lejlighed i opgangen ved siden af.
Mine forældre der ser BBC, Ariane, Rune og de andre børn som råber "Esther det er mig der står nede i gården og råber, kommer du ikke ud og leger" og mig der stikker hovedet ud af altanen, for at styrte ned ad trapperne. Havde fundet en teknik hvor jeg greb fat i rælingen og væggen, så kunne jeg springe alle trapperne over, flyve ned til stuen.
Den ældre tyrkiske bedstemor, som sad og altid holdt øje med alle børnene.

Jeg har aldrig kendt andet end fremmedhed, etnicitet og diversitet. I min verden findes der ikke noget os og dem. Der er kun os.
Jeg syntes det er hyggeligt at høre dem inde til venstre spille deres arabiske musik, til højre bor der en familie fra sydamerika, de holder tit fester om lørdagen, så lyder den på guitar spil og høj flamenco, de larmer, de lever. Nogen gange spiller Kristian nede i stuen Pink Floyd, men han brokker sig som oftest over de andre, de nye, de larmer.

Det er søndag, jeg er røget ind i en dicideret søndaghed, med aviser, kaffe, klassisk radio og læsning. Måske skriver jeg en sang senere, det kan jeg ikke straks vurdere.

Ray Davis fra 'The Kinks' skrev en fantastisk linje til én af hans sange Strangers: Strangers on this world we are on, we are not two we are one.

Det kan være vi mødes på gaden en dag og hilser, så er vi ikke så fremmed mere.

Måske på en søndag.