En doven blogger.

Jeg føler mig som en doven blogger. Er det ikke til dels meningen, at man på grund af banale overlevelses instinkter absolut bliver nød til, at lade sine sproglige egenskaber flyde ud i cyberspace og blive tilgængelige for "Gud" og hver mand, eller snarer enhver mand, kvinde og amøbe agtige eksistens som bruger 90 % af deres tilstedeværelse foran skærmen. Burde jeg ikke have noget spændende at skrive om, noget med et islæt af ironi eller satire. Desværre må jeg konstatere at indesiden af mit kranie viser sig at være en ren uoplukkelig pandoras æske og bevar os hvis indholdet nogensinde skulle komme for dagens lys. En tanke som i sig selv skræmmer mig umådeligt meget.

Jeg kunne jo tage et HOT emne op og skrive om, f.eks nedbrændingen af en skole i Danmark af hvad man nok ville kalde nogen ekstremistiske unge. Eller vores nuværende regerings usympatiske økonomisk baseret velfærdspolitik som på ingen måde, hvertfald i min bog handler om velfærd eller mennesklige værdier, snarer værdier i kroner og ører. Money, money, money honey that's what makes the world go round. Ak ja ve og vel, men det er jo ikke mit sted at starte en debat om disse ting, ligesom jeg aldrig kunne finde på at af billede en profet med en bombe i turbanen, men det er jo bare mig.

Nej jeg holder mig til de mere uskyldige emner, såsom at tage pis på mig selv og mine omgivelser. Samt at opmuntre diverse mennesker jeg kender til at være gode og flittige og behandle hinanden godt...

Og med det i tankerne sender jeg en MEGA KRAMMER ud til alle jer, som sidder derude og er lidt fortørnede, bestøvede, forelskede, berusede, sørgmodige, krakilske, fortvivlede, komprimerede, indoktrinerede, inhabile, infantile, immobile, forpustede, melankolske, apostolske, avantgarde eller bare skide hamrende pisse irriterede.