Forkølelses vers

Mit hovede det er fuld af snot,
så meget jeg kunne fylde en hel kaffe kop.

Og øjnene de løber i vand,
min mund er tør som saharas sand.

Jeg nyser, raller, pruster og hoster
så jeg lyder som hele ti fulde matroser.

Jeg sveder og koger, vender og drejer
og en grøn klat snot er det eneste jeg fejrer.

Mine næse den er rug og rød
og jeg kan ikke engang smage mit daglige brød.

Så nu ligger jeg på langs, men er på tværs
alt imens jeg rimer disse snottede vers.

Et glimt....

Jeg har et glimt i øjet, det skærer sig ind gennem den grønne glans og tårene triller langs mine kinbens stramme hud.
De triller langs min nakke, kilder min hud smertende, ned til mine bryster, væder min hud helt igennem, skaber glinsende søer i mine kravebens hulninger, som fortiden kan spejle sig i.

Der har aflejret sig en splint i mig, fra det spejl der til evige tid har været min hårdeste dommer. Der tvinger sig ind mellem mine hjertekamre hvor den skærer i mig ved hvert eneste slag.

Så jeg drukner i mit forsøg på at holde vejret i mørket, for ikke at kunne mærke hvor meget det gør ondt. Mine tårer fylder rummet og jeg ligger roligt i et basin af saltede fortabte drømme.