Og så!

Og så vågnede jeg til endnu en fredag, hvor jeg med en let sprit-ånde måtte konstatere, at jeg ikke nåede op på universitet til den planlagte forlæsning om amerikansk litteratur fra Hemmingway til Foer. Vandrede tilgengæld let påvirket ud i køkkenet og biksede en god kop instant øko kaffe sammen, medens jeg foldede weekendavisens bog tillæg ud og mindede mig selv om, at jeg heller ikke nåede den ellers planlagte tur til oplæsning med Lars Bukdahl på lynfabrikken igår. Tænkte så om jeg skulle banke mig selv i hovedet med en omgang dårlig samvittighed, mens jeg rullede den næste bali-shag fine cut og fortrak til den vindblæste balkon. Og Hr Bukdahl høvlede den danske digterscene ned til let opfejelige spåner, med sin barberblade skarpe pen og mindede mig endnu engang om, at jeg netop havde modtaget hvedekorn, men ikke har fået åbnet siderne endnu, og de tre forrige udgaver ligger stadig og skriger efter min opmærksomhed. Så jeg undrer mig over, hvad det egentlig var jeg skulle nå... Hvad er formålet?
Ville skrive et digt, men kunne ikke finde et emne, mens mine tanker fløj hen på den arm jeg holdte om igår og hvor forgængeligt vores tilværelse er. Især når man lever af den klassiske fatalistiske digter menu af kaffe, smøger, øl og æblejuice. Endnu en nat med tre timers søvn og en helvedes masse tanker. Var der egentlig mere jeg IKKE fik gjort igår, kan ikke mindes det. Har hvertfald læst alle mine lektier. Det er vidst vejr til at sove!

Tidslomme

Nogen gange føler jeg det som om jeg bor i en tidslomme. Kender i den fornemmelse, altså gentagelsen, lidt ligesom i filmen Groundhog day. Èn lang dag som man aldrig slipper ud af, det er blot scenariet der skifter/afviger en smule fra gang til gang. Jeg kan se hele dagen som en film og tænker, hvad hvis jeg nu bare noterer hele dagen, finder en rød tråd i kaoset, lægger et plot og vupti så bliver det til en film. Hmmm mærkelig strø tanke. Ville det overhovedet være spændende, altså min dag som film?

Tænker 6mm smallfilm med dårlig lyd.


Måske skulle jeg finde på en bedre ide, men på den anden side det er jo ikke fordi jeg lever et helt så ordinært liv. Det bilder jeg mig hvertfald ind!

Overvejer at skifte identitet.

Der er mange ting i denne verden som kan forundre mig, men for det meste er det mennesker som er årsagen til min forundring.

Er der nogen er jer som er bekendt med begrebet Succubus; egentlig er begrebet en henvisning til en kvindelig demon som suger energien og identiteten ud af mænd. I dette tilfælde må man kalde det en omvendt succubus, der er simpelthen en kvindelig demon som prøver at være MIG eller rettere suge sig ind på mit liv.... Det er egentlig ret skræmmende, jeg er selv rimelig oprørt, tænk at et menneske skal være så identitetsløs/holdningsløs eller måske retningsløs, at vedkommende simpelthen bliver nød til, at rage alt det til sig vedkommende kan fra et andet menneskes liv.

Men hvad med mig, jeg er rimelig rundt på gulvet, kunne selvfølgelig være et urimeligt dumt svin, problemet er, at det er jeg sgu ikke særlig god til.

Den anden løsning er at jeg fuldstændig skifter identitet og bliver et andet og nyt menneske, og forvirrer denne Succubus demon som prøver at infiltrere mit liv. Jeg kunne skifte identitet til en person, som ikke engang jeg gad at være eller være sammen med. Det næste der højst sandsynlig sker er at hun begynder, at farve sit hår sort og så bliver jeg rigtig bekymret.

Nej det ser ud til, at vi må gøre det på den gode gamle dags måde, med en Shoot-out at Noon foran Pind's Café, jeg kan ikke se nogen anden løsning...

I må meget gerne melde jer som sekundanter inden lørdag!

Det er heldigt, at jeg er hurtig på aftrækkeren.

En doven blogger.

Jeg føler mig som en doven blogger. Er det ikke til dels meningen, at man på grund af banale overlevelses instinkter absolut bliver nød til, at lade sine sproglige egenskaber flyde ud i cyberspace og blive tilgængelige for "Gud" og hver mand, eller snarer enhver mand, kvinde og amøbe agtige eksistens som bruger 90 % af deres tilstedeværelse foran skærmen. Burde jeg ikke have noget spændende at skrive om, noget med et islæt af ironi eller satire. Desværre må jeg konstatere at indesiden af mit kranie viser sig at være en ren uoplukkelig pandoras æske og bevar os hvis indholdet nogensinde skulle komme for dagens lys. En tanke som i sig selv skræmmer mig umådeligt meget.

Jeg kunne jo tage et HOT emne op og skrive om, f.eks nedbrændingen af en skole i Danmark af hvad man nok ville kalde nogen ekstremistiske unge. Eller vores nuværende regerings usympatiske økonomisk baseret velfærdspolitik som på ingen måde, hvertfald i min bog handler om velfærd eller mennesklige værdier, snarer værdier i kroner og ører. Money, money, money honey that's what makes the world go round. Ak ja ve og vel, men det er jo ikke mit sted at starte en debat om disse ting, ligesom jeg aldrig kunne finde på at af billede en profet med en bombe i turbanen, men det er jo bare mig.

Nej jeg holder mig til de mere uskyldige emner, såsom at tage pis på mig selv og mine omgivelser. Samt at opmuntre diverse mennesker jeg kender til at være gode og flittige og behandle hinanden godt...

Og med det i tankerne sender jeg en MEGA KRAMMER ud til alle jer, som sidder derude og er lidt fortørnede, bestøvede, forelskede, berusede, sørgmodige, krakilske, fortvivlede, komprimerede, indoktrinerede, inhabile, infantile, immobile, forpustede, melankolske, apostolske, avantgarde eller bare skide hamrende pisse irriterede.

Check it out...

Det er rent faktisk vedrørende det her mobile interface noget... Hvis nogen skulle være interesseret i det så gå ind på http://urbanmobile.wikidot.com/esther-s-quest

Det er ret mærkeligt!

Fredag, fredag.

Ja så blev det jo endelig fredag, som nogen nok vil sidde og sige og har allerede sagt. Arbejds menneskets længe ventede dag, som driver individet gennem ugen med forhåbningen om en smule fred og ro i weekenden, langt væk fra hverdagens hårde og barske realiteter. For nogen indeholder fredag: Øl, disko, kolonihave, hækkeklipning, indkøb og X-factor!!!

For mit vedkommende har jeg fuldstændig over-ridet enhver form for normal hverdag eller tilværelse som følger en specifik arbejdsuge.

Fredag er for mig endnu en dag fyldt med ting som skal gøres, ting som skal ses og ting som skal opleves. Selvfølgelig giver jeg mig selv lov til et ekstra glas portvin og en smøg på denne fredelige dag, men ellers er det ikke fordi jeg lukker et lettelses suk ud hver gang den kommer forbi. Nej fredag er fredag og en rose er en rose og en bar er en bar... Måske ses vi ude i cigaret tågen gennem skæret af den gyldne pilsner.

Tutteluu for nu!

Endnu en omgang interface...

Så skete det endnu engang, at jeg drog ud på de store tankers jagtmarker og fandt mig selv fortabt i de elektromagnetiske bølger. Temaet idag handlede om rum, altså specielle ikke synlige rum som skabes i interaktion mellem mennesker og deres mobil telefoner. Der tale om hertzian spaces, cell spaces og connected spaces, som det hedder på engelsk. Ja det er noget mystisk noget, med alle disse rum måske endda lidt skræmmende. Elektromagnetiske bølger... They are out to get us.... Måske skulle man bygge sig selv et dejlig skjold af sølvpapir som kunne deflektere det hele, så man ikke behøvede at få sit eget lille private rum invaderet af disse alien mobil bølger fra helvede. Tænker også, at hertzian er et fantastisk dejligt ord eller rettere navn, det ligge godt på tungen, Mmmm smager godt!!! Anyways prøv at google det og så har vi også lært noget idag. Godnat og sov godt..

Godmorgen

Godmorgen allesammen siger jeg. Godmorgen er det ikke noget man siger når man er vågnet, hvad hvis man overhovedet ikke har sovet...

Siger man så: God Damn jeg er træt, ville hellere ligge i min seng, men har titusinde ting jeg skal ordne idag, kan jeg ikke bare få en god kop kaffe og pakke mig selv væk mellem en sofapude og avisen indtil der kommer en ny dag.

Så godmorgen, husk at være flittige og gode, ikke noget med at stjæle slik fra grædende børn, og hvis i ser en skygge af mig på gaden så ved i hvorfor.

Det hele flød ud eller måske mine drømme.

Det hele flød ud, ugen, dagen, døgnet, billederne, sproget og mine tanker... Lange uigennemskuelige bølger, hvor skelnen mellem virkelighed, drømme, utopi, politik, musik, bøger, film og så selvfølgelig det vigtigste menneskerne blev til én stor ursuppe.
Det er ikke helt sikkert hvor jeg selv stod i alt det her og hvilket indtryk jeg har printet i diverse folks/menneskers hukommelse, hvilket minder mig om ordet folk, og at det kan irritere mig, men det er en anden sag.

Det er nu ikke fordi det bekymrer mig så meget, det blev jeg nød til at holde op med af den banale årsag, at ellers kunne jeg ikke bekymre mig om andet. Bekymre mig om mit udseende, bekymre mig om mit tøj, bekymre mig om mine tanker....Nej det er mine tanker, det lægger vi til side.

Hvor går grænsen mellem drøm og virkelighed, skal vi medicinere os ud af det, kan vi egentlig skelne, er det øllet eller røgen, måske tiden på dagen, natten.

Jeg gik hjem alene igår nat, en lang ensom vandring af søgende blikke omkring mig og det eneste jeg så var vejen foran mig. På en dårlig fod, på en god dag, hjem til mit om ikke andet lidt komitragisk liv hos rotterne, bøgerne, kaffen og lebben på sofaen, hvad mere kan jeg sige.

Din død er mig nær.

Det er en mærkelig størrelse døden, den er ret uhångribelig, som man står der foran et andet menneske og udveksler behageligheder eller floskler om vind og vejr. Jeg syntes nu selv, at jeg er blevet meget god til at se den i øjnene, men nu er jeg også lidt af en uheldig størrelse og har haft min del af nærdøds oplevelser. Jeg ved ikke om det egentlig kommer i bølger, men det føles sådan, altså begravelserne. Nej ikke kun begravelserne også bryllupperne, fødsler, konfirmationer og ja alle er enten ved at blive gamle eller starte på nye liv. Så vi ligger en god ven i graven og tager alt det han/hun har givet os af gode oplevelser og bygger videre på det. "Det er ikke til at bære" det var Svennes datters ord, hun kan ikke bære det, og jeg kan godt forstå det, det er en tung last at miste, endnu en byrde til de mange ubehageligheder vi desværrer kommer til at gå igennem her i vores daglige trommerom. Og hun er jo ung, så det er bare starten, men det er ikke for at se ned på ungdom, naiviteten omkring døden, jeg har en opfattelse at i det her land eller snarer generelt, man ingen fornemmelse har for menneskets eget naive forfængelighed, it's the end baby that's the way it is. Nej det er ikke til at bære, jeg har også mistet en god ven, en musiker af en særlig klasse af en særlig skole, ydmygheden og glæden. Det er dog ikke min plads og gøre smerten til min i dette tilfælde, det er hans families og kun deres, for det er dem som fortjener ham mest.

Det bringer mig dog altid tilbage til min egen oplevelse med døden, navnlig min fars død og når jeg ser Svennes datter så oprevet kan jeg ikke gøre andet end, at nikke genkendende til det. Og jeg tænker om hun ligesom mig, har siddet ved sin fars side og prøvet alt det hun kunne, for at holde ham i live ved tankens kraft, gennem et fast og kærligt håndgreb. Ligesom jeg altid lå på mit fars bryst og lyttede/holdt nøje øje med takterne i hans hjerteslag, så det ikke skulle springe et over eller gå i stå, for hans hjerte var jo gået i stykker. Så jeg lå og holdt nøje regnskab med hvert enkelt slag, ved hvert åndedrag og der var en samhørighed mellem ham og mig , jeg som var den altovervågende dirigent og ham hvis hjerte jeg skulle passe på. Det lykkedes dog ikke helt at holde det kørende og ligegyldigt hvor meget kærlig lim jeg påførte, så var hjerete knust og en dag gik det i stå for evigt. Så stod dirigenten unden noget orkester og sendte hendes kærlighed langt ned i jorden. Det var tragisk, men ikke længere, det handler om at komme videre, dog ikke uden nåde for der skal være plads til sorgen og glæden, en kliche, men det ene udelukker ikke det andet.

Vi har vidst for travlt til døden i det her samfund, det er blevet forvandlet til en lang uendelig stig af bureaukratiske formalier, ikke engang asken kan man drysse hen over rosenbedet, som egentlig var det ønskede og det bedste at gøre. Ja RIP alle mine kære elskede, for i vender aldrig tilbage, men vi skal bære det og vi kan bære det, om det så skal være ude på tøjet.

Dit fængsel er mit hjertes hængsel

Jeg vidste det på forhånd, havde egentlig kun ét ærinde skulle købe en antikvarisk Fransk-Dansk ordbog, det var det eneste. Lige netop antikvarisk fordi de nye kun oversætter ordene, de gamle ordbøger var lavet med en mere fyldestgørende, nøjsom tilgang med forklaringer og uddybning i forhold til sætningernes dannelse, forandring af betydning o.s.v... Og nøjsom er jo et dejligt ord, der er lagt mere tid i det, mere tanke. Så stod jeg der og selvfølgelig havde han ikke nogen Fransk-Dansk ordbog kun én af de røde, men det var også ligemeget havde ikke forventet det, folk gider jo ikke købe det gamle bras nu om dage. Så skete det sædvanlige jeg faldt hen i min søgen mellem stakkene, kasserne og støvet samlet om bøgerne. Mellem stakken sprang Hemmingway frem ved siden af en forældet psykologibog , Karen Blixen til 700 kr, lidt pebret efter min smag. Fine små værtinde-gave bøger fra 1920'erne med Grundtvig og Aastrup så små og nuttede, bundet ind i læder med glødende bladguldskrift og smukt illustrerede, hvor de gothiske bogstaver vandrer let på siderne. Det griber om sig, jeg bliver næsten revet med af bøgerne ind i dem, vil gerne fordybe mig i stakkene og så står jeg der med en fin digtsamling af El Forman "Hjertet er et fængsel eller sol og længsel, du er bare hængsel", har aldrig hørt om hende og det er så specielt og skrøbeligt som den ligger mellem mine hænder. Jeg ved den skal ligge i mine egne stakke af bøger, i mine tårne af ord, blod og kærlighed. En samling med et originalt maskinskrevet digt liggende godt gemt i indesiden. Det kilder i maven og kribler i fingerne, mine kinder blusser, for det er så tilfredsstillende, der er ikke noget så godt som at impulskøbe bøger, slet ikke når man finder en skat, et lille forglemt eventyr, en fortabt vinterdag. Der er ingen smagsdommer her, hun er forlængst glemt eller skubbet til side af noget nyt, noget bedre, men siderne skal knase mellem mine fingre for hver linje jeg læser. Ordene skal kæle for mine nethinder og dryppe honning til min fantasi og jeg vil være tilfreds bare et kort øjeblik.

Et indblik i interface

Meget kort introduktion til Esther's current mission vedrørende den mobile interface's æstetiske kultur.

Esther skal blive klog på hvordan alle disse ny moderne teknologiske dimser har indflydelse og indvirkning på vores respektive omgivelser og adfærd. Har læst interresante tekster vedrørende arkitektur og implementeringen af ny teknologi i design af nye arkitektoniske værker/bygninger. Uhhh det lyder klogt og spændende ik', det syntes jeg også nå, men har vi kommet frem til nogen spørgsmål og konklusioner endnu, nej det er tvivlsomt. Måske ligger svaret i netop brugen af disse moderne teknologiske vidunder, netop i det faktum, at istedet for, at teoretisere skal man aktivere, altså nødsage sig til at bruge og eksperimentere med de midler man er givet, f.x denne her blog jeg har gang i, allerede nu er jeg ved at udnytte en mobil interface, navnligt min macbook.

Nå ja defination af mobil interface: Mobil - siger sig selv, noget man kan tage med sig.
Inter - noget som ligger imellem, fx. skaber et rum mellem dig og dine omgivelser.
Interface - Hvordan et givent elektronisk apperatur fx. computer eller Ipod touch osv... Præsenterer
og vidergiver informationer fra en bruger via layout, skærme, menuer, blogs osv...

Ja definationer er altid gode, så ved man hvad man har at gøre med, "aber schatzi" tilbage til problematikken, hvordan hænger det sammen i en kultur æstetisk kontekst (uhhh store ord) for at være ærlig har jeg ikke svaret, men det kan være det kommer.

Har hvertfald en masse udforskning i sigte, tænker praktisk.