Din død er mig nær.

Det er en mærkelig størrelse døden, den er ret uhångribelig, som man står der foran et andet menneske og udveksler behageligheder eller floskler om vind og vejr. Jeg syntes nu selv, at jeg er blevet meget god til at se den i øjnene, men nu er jeg også lidt af en uheldig størrelse og har haft min del af nærdøds oplevelser. Jeg ved ikke om det egentlig kommer i bølger, men det føles sådan, altså begravelserne. Nej ikke kun begravelserne også bryllupperne, fødsler, konfirmationer og ja alle er enten ved at blive gamle eller starte på nye liv. Så vi ligger en god ven i graven og tager alt det han/hun har givet os af gode oplevelser og bygger videre på det. "Det er ikke til at bære" det var Svennes datters ord, hun kan ikke bære det, og jeg kan godt forstå det, det er en tung last at miste, endnu en byrde til de mange ubehageligheder vi desværrer kommer til at gå igennem her i vores daglige trommerom. Og hun er jo ung, så det er bare starten, men det er ikke for at se ned på ungdom, naiviteten omkring døden, jeg har en opfattelse at i det her land eller snarer generelt, man ingen fornemmelse har for menneskets eget naive forfængelighed, it's the end baby that's the way it is. Nej det er ikke til at bære, jeg har også mistet en god ven, en musiker af en særlig klasse af en særlig skole, ydmygheden og glæden. Det er dog ikke min plads og gøre smerten til min i dette tilfælde, det er hans families og kun deres, for det er dem som fortjener ham mest.

Det bringer mig dog altid tilbage til min egen oplevelse med døden, navnlig min fars død og når jeg ser Svennes datter så oprevet kan jeg ikke gøre andet end, at nikke genkendende til det. Og jeg tænker om hun ligesom mig, har siddet ved sin fars side og prøvet alt det hun kunne, for at holde ham i live ved tankens kraft, gennem et fast og kærligt håndgreb. Ligesom jeg altid lå på mit fars bryst og lyttede/holdt nøje øje med takterne i hans hjerteslag, så det ikke skulle springe et over eller gå i stå, for hans hjerte var jo gået i stykker. Så jeg lå og holdt nøje regnskab med hvert enkelt slag, ved hvert åndedrag og der var en samhørighed mellem ham og mig , jeg som var den altovervågende dirigent og ham hvis hjerte jeg skulle passe på. Det lykkedes dog ikke helt at holde det kørende og ligegyldigt hvor meget kærlig lim jeg påførte, så var hjerete knust og en dag gik det i stå for evigt. Så stod dirigenten unden noget orkester og sendte hendes kærlighed langt ned i jorden. Det var tragisk, men ikke længere, det handler om at komme videre, dog ikke uden nåde for der skal være plads til sorgen og glæden, en kliche, men det ene udelukker ikke det andet.

Vi har vidst for travlt til døden i det her samfund, det er blevet forvandlet til en lang uendelig stig af bureaukratiske formalier, ikke engang asken kan man drysse hen over rosenbedet, som egentlig var det ønskede og det bedste at gøre. Ja RIP alle mine kære elskede, for i vender aldrig tilbage, men vi skal bære det og vi kan bære det, om det så skal være ude på tøjet.