Står stille i myldretiden...

Jeg står, står stille, stille i mydretiden. Min hofte er skudt ud, benene krydset, min skulder bærer vægten fra min krop og jeg står op ad den sort stolpe. Det er myldretid, de urolige timer fra to til fem. Jeg tænker om det måske er på tide at forsvinde, hurtigt, ingen ville opdage det, det er mit lod at stå her. Stille, passiv, observerende. De er her allesammen, de nye, de gamle, de unge, de desperate, de fordrukne, de høje, de lave, de hvide, de sorte, dem med paljetter, dem med hat, stok og solbriller og mig lænende mod stolpen. Det er en skueplads for tragedie, episke dramaer, romancer og lystspil. Jeg har sluttet min vagt, det er ikke længere mig som er instruktøreren, nu er det andre som driver spillene, smører maskineriet, kører showet. Jeg står stille i myldretiden og har været midt i den så mange utallige gange, men jeg skynder mig ikke, jeg har ikke travlt, det er nu jeg har fri, er fri, mine tøjler er sluppet, så jeg står bare. Kan se de jagende blikke, vilde, forvirrede, beruste. Om lidt er kl 5 og så er myldretiden ovre, jeg har forladt min plads og på vej ned af de lysbelagte gader, på vej hjem til stilheden, med solen i ryggen.