Og så...

blev jeg færdig.
Jeg stod og trippede ude på gangen, det var endt med at jeg kom først ind til eksamen, ikke en dårlig ting taget mit tynde udlæg i beragtning. De to unge forhåbningsfulde og meget nervøse studiner før mig ville blive stillet i et blændende godt lys, i forhold til min ynkelige præstation (jeg var kommet op i Ibsens "Et dukkehjem" ikke min stærke side), som lektorene selv sagde 'det var en tynd kop te'.

Det var min sidste eksamen og jeg gik ind til to akademiske ulve, når det gælder nordisk litteratur (jeg kunne jo også bare ha' gættet det selv, de ville ikke lade mig gå op i Lorca). Så der sad jeg og de, jo, jeg kunne høre dem grine lidt da jeg forlod lokalet, men de forbarmede sig over mig, de tænkte nok "Gud fader. Vi lader hende bestå, lad hende komme videre, hun har ladet os lide længe nok, ud med hende" eller måske var det hvad jeg tænkte, at det var på tide at komme væk herfra, lad det være slut, komme videre.
Så jeg bestod og den mentale Mount Everest, der havde stået foran mig igennem alle disse år var pludselig besteget, jeg havde noget toppen, fra at have siddet fast i base camp gennem mit livs værste isstorm.

Det fik mig til at tænke på, hvor meget der havde forandret sig, hvordan jeg var dengang jeg startede på universitet, alle de forhåbninger en ung kvinde der netop var flyttet til storbyen, der var kommet ind på universitetet kunne have.

Hvordan var jeg dengang?

Jeg husker tydeligt hvordan det føltes, da jeg fik brevet om at jeg var kommet ind på historie. Jeg var pavestolt, fortalte alt og alle om det. Min far var så glad og ekstrem stolt af mig. Han ville altid gerne have kunnet læse historie selv, men omstændighederne havde ikke været til det da han var ung.
Jeg havde taget min HF som selvstudeende, og arbejde på daværende tidspunkt som en afdelingsleder på en møbelfabrik 21 år gammel.
Jeg skulle væk, nu ville jeg have en uddannelse, en karriere, jeg ville være forfatter eller journalist eller historiker, der var uendelige muligheder. Jeg ville være alt andet end fabriksarbejder eller musiker for den sags skyld.

Idag er universitetet, ja, det har forandret sig. Dengang jeg startede på historie holdt vi til i de bygninger hvor samfundfag og økonomi ligger idag, og der hvor historie rykkede op var teologies gamle gemakker, og teologi har fået en ny bygning for sig selv.

Den dag jeg startede var det sammen med 148 andre, vi mødtes allesamen i den store Aula og skulle starte vores rus tur, vi blev delt op i forskellige klasser. Jeg ved ike hvor mange nogensinde fuldførte.

Tage Ibsen kom ind på den samme årgang som mig (vi kom ikke i samme klasse), vi havde kysset og kærestet lidt rundt året forinden. Han var en høj, tynd, rødhåret fyr, med et behageligt ansigt og en lidt sørgmodig karakter, sympatisk, alt i alt en god og sød fyr. Han var politisk engageret, socialist, jeg var stadig vildt betaget af ham dengang, og han virkede, ja, så moden, så intelligent. Han blev færdig med sin kandidat i 2006.
I 2007 blev han fundet i sit kolonihavehus af hans bedste ven, død af hvad man tror var en blodprop i hjertet (der var også andre teorier). Da jeg fik det at vide, for der en masse tanker gennem mig (at det var en 'crying shame' at han skulle forlade os så tidligt), men også den vigtigste, at jeg blev nød til at afslutte hvad jeg havde startet, jeg blev nød til at lægge det studie bag mig. Det var selvfølgelig ikke kun hans død der satte skub i mig, men en andens død er oftest en ubehagelig påmindelse om vores egen tilværelses skrøbelighed.
Jeg blev nød til at komme videre, jeg var gået i stå, mens verdenen forandrede sig.

Da jeg startede på universitet i sin tid var jeg en nervøs, naiv, 'intelligent', men meget usikker ung pige, med langt henna rødt hår, næsepiercing, nogen forfærdelige grimme briller og den dårligste stil 'ever', jeg gik endda med fodformede sko. Jeg havde ingen rigtig studie erfaring og meget få venner i byen, så det var en hård start.

Da jeg stod og tog min sidste eksamen, var jeg forandret til en moden, erfaren, stadig naiv, men selvsikker, smuk kvinde, og alt dette på trods af min stadige faglige inkompetancer.

Så der stod jeg og var færdig (og kun med bachelor delen) og der var ingen kage, eller familie med flag, eller trompet trut, konfetti, ja 'you name it' ingenting. Bare mig og den forbandede korridor oppe i æstetiks hovedbygning, og en klam fornemmelse af at have været begravet inde i mit 'JEG' alt for længe, af at have stået på stand by i flere år, til at opleve en kold og grum opvågning. At stå på toppen med is og sol i ansigtet for at indse, at ens største barriere har været én selv, éns sinds mørke afgrund. Det var ligepludselig utrolig skræmmende.

Jeg gik ud i gården og kiggede på den frygtelige skulptur de havde fået af Carlsberg fonden, vi havde analyseret den i kunsthistorie, et stykke over intellektualiseret granit. Ekstrem grim, men den var jo metafysisk, (uinteressant) 'well' der er to sider til kunst god & dårlig, 'It's a matter of taste'. -Life is a matter of taste'-

Og jeg tænkte på trods af, at jeg er musiker og der sker en masse gode ting i mit liv så ved jeg pludslig, at måske skulle jeg noget helt andet, hvis jeg skulle vælge den dag idag, jeg havde nok valgt en helt anden retning.

Foruden det faktum, at jeg så gerne vil videre, man bliver jo vidensbegærlig, jeg vil lære mere, jeg får lyst til at skrige: 'Hvorfor skulle det være så forbandet hårdt'. Det er jo først nu jeg er kommet igang...

Så jeg blev færdig og det føles mærkeligt, nærmest tomt, jeg har fået brev fra jobcenteret om at jeg skal møde op på onsdag og vælge to job jeg skal søge.

Det er sært, angstprovokerende, at skulle forandre sit liv, ikke at være studerende, ikke at have den bekymring og den dårlige samvittighed mere, ikke at være i den pseudotilstand man har lullet sig selv ind i. Ikke at være forankret i ens trygheds puppe, med det indoktrinerede svar når nogen spørger 'Nå hvad laver du?' - og man svarer 'Øhhh jo ser du jeg er studerende', men ikke længere.

Det er skræmmende, det er befriende, der er så mange ting jeg gerne vil. Jeg kan godt nogen gange føle det som om jeg stadig er 21 (ville jeg ønske det?), dengang virkede verden mere uskyldig, større, måske var det mig der var mere uskyldsren, mere åben, det er svært at sige.

Der er noget uforklareligt der brænder inde i mig...

Nu er det næste kapitel startet og jeg drømmer stadigvæk, heldigvis.